Nytåret nærmer sig hastigt. Et nyt år byder ofte på nye muligheder. I hvert fald oplever mange at have følelse af nye muligheder. Januar er en god tid til at lave planer og udforske drømmene for det kommende år.
Her ved årsskiftet mærker mange en rastløshed, en spirende uro eller en lyst til at skabe forandringer.
Vi mærker måske et behov for at løfte os selv op midt i vinterens mørke. Det er rigtig fint at bruge denne energi konstruktivt til at skabe de forandringer som vi ønsker for os selv.
Inden du kaster dig ud i alt det nye, kan det være værd at overveje, hvordan januar med sin stille vinterenergi kan bruges som en tid til refleksion og forberedelse på de forandringer som du ønsker dig.
Det er nemlig stadig blære- og nyre-tid i den traditionelle kinesiske medicin, som forbindes med vinterens energi – en tid til at gå i hi, hvile og reflektere.
Det er først, når forårets energi spirer frem, og energien i galde- og lever er på sit højeste, at vi har den største kraft og styrke til at tage vedvarende skridt mod forandring.
Det betyder ikke at vi ikke kan gå i gang så småt men husk bare at sætte forventningerne lidt ned og tage det roligt.
I januar er det ideelt at bruge vinterens ro til at reflektere over de forandringer, vi ønsker. Det er her, vi kan tage os tid til at mærke efter, hvad der virkelig giver mening i vores liv, og hvad der ligger bag vores ønsker om forandring. I yogaen kaldes dette for "Sankalpa", som handler om at finde ind til årsagen bag ønsket.
Vil du dykke dybere ned i årstiderne og lære om de forskellige energier igennem året? I min bog De 5 årstiders energi kan du læse meget mere om, hvordan du kan arbejde med årstidernes energier for at skabe balance og harmoni i dit liv.
Hvad er Sankalpa?
Sankalpa er sanskrit og betyder “en intention eller et positivt formål”. Det er en del af den positive tilgang, som findes i den vediske filosofi, hvor man søger imod forståelse og indsigt i livet - at udvide bevidstheden, så ønskerne kan udfolde sig fra hjertet eller sjælen fremfor fra hovedet eller fornuften.
Sankalpa bruges altså i yoga og meditation til at skabe retning, klarhed og bevidsthed.
Sankalpa handler om at skabe klarhed omkring vores ønsker og finde ind til årsagen til ønskerne, hvorimod nytårsforsætter ofte udspringer af noget, vi ønsker at ændre eller slippe – måske uden helt at overveje hvorfor.
Det kan være noget så simpelt som ønsket om at tabe sig. Ud fra Sankalpas perspektiv vil man undersøge, hvorfor man ønsker vægttab, og hvad det egentlig skal bidrage med eller tilføre ens liv.
Hvor nytårsforsætter ofte udspringer af et negativt fokus på det, vi ønsker at ændre eller undgå, tager Sankalpa udgangspunkt i det positive – det, som vi ønsker at tilføre vores liv.
Det handler om at forstå, hvad der ligger til grund for vores ønsker, og hvordan de kan skabe værdi og glæde for os. Sankalpa er ikke bare en måde til at nå i mål, men en metode til at blive bevidst om vores dybereliggende ønsker, hvilket faktisk kan være en meget større motivator for os til at skabe forandringer. Og da motivationen er brændstoffet er det vigtigt at vi har nok af det.
Med Sankalpa skifter vi fokus fra resultaterne til processen. I stedet for at fokusere på, hvor mange gange du træner om ugen, handler det om at finde glæden i at bevæge sig og have det godt i sin krop og med sin krop.
Når vi arbejder med Sankalpa, handler det altså ikke kun om selve målet, men også om den værdi, som vi ønsker at tilføre vores liv.
Hvis ønsket er at føle sig gladere for sin krop, kan Sankalpa hjælpe med at indse, at der findes mange veje dertil. Det er måske slet ikke en slankekur, der er den bedste løsning. I stedet kan det være at vi kan finde den glæde ved f.eks. at dyrke yoga, gå lange ture i naturen eller noget helt andet. Sankalpa giver mulighed for at se bag målet og opdage de små skridt, der gør vejen meningsfuld og givende.
Sankalpa skaber mening
Sankalpa hjælper os med at skabe forbindelse mellem vores ønsker og årsagerne til at vi overhoved har dem. Ved at stille spørgsmål som „Hvorfor vil jeg opnå dette?“ og „Hvad vil det give mig?“, kan vi skabe en intention, der er bunder i vores dybere behov og ønsker. Vi kommunikerer med os selv og forstår måske hvor behovet kommer fra og dermed også hvad det vil give os at opnå et mål.
Sankalpa skaber mening for os, hvilket styrker motivationen og formålet. Det handler om at lytte til hjertet og mærke efter hvad der føles rigtigt og godt for os og forstå årsagen til det.
For eksempel kan et ønske om at begynde at løbe udspringe af et behov for at pleje kroppen, og få mere energi. Det kan være nye sunde vaner, eller at give sig selv en naturlig detox.
Men hvis du ikke elsker at løbe og det måske endda dræner dig for glæde, kan samme behov måske opfyldes gennem svømning, yoga, en daglig tur i naturen eller måske skal du bruge mere tid med din familie.
Ved at forstå årsagen bag ønsket kan vi finde en vej, der virkelig giver mening for os.
Nogle gange kan der også ligge flere behov til grund for et ønske. Det kan f.eks. være at du ønsker at blive en del af en løbeklub, fordi du både ønsker at føle dig sundere og gladere for din krop og samtidig få nyt socialt netværk.
Det kan sagtens være at løbeklubben er vejen for dig, og ved at være bevidst om værdien som du får, så mærker du måske en større grad af motivation.
Sankalpa - sådan gør du
At skabe din Sankalpa handler om at finde ind til, hvad der virkelig giver mening for dig, og sætte en intention, der styrker dit liv og din indre balance.
Find et roligt og uforstyrret tidspunkt, hvor du kan fordybe dig og arbejde med emnet i dit eget tempo.
Find din journal, dagbog eller en blok frem så du kan få skrevet alt ned som lige kommer til dig.
Sådan laver du Sankalpa:
-
Reflekter over dine ønsker
Sæt dig et roligt sted, hvor du kan vende blikket indad. Spørg dig selv, hvad du virkelig ønsker at tilføre dit liv. Er det glæde, balance, energi eller noget andet? Overvej, hvad der ligger bag dine ønsker, og hvad de vil give dig. Hvis det er svært så tag gerne udgangspunkt i et nytårsforsæt og dyk ned i det.
-
Find årsagen bag ønsket
Stil spørgsmål som: "Hvorfor ønsker jeg dette?" og "Hvad vil det give mig?" Det kan hjælpe dig med at afdække den værdi eller den følelse, som du søger, og gøre dit ønske mere oprigtigt.
-
Formuler din Sankalpa
Hold din Sankalpa kort og positiv. Undgå negative formuleringer som "Jeg vil ikke være stresset" og fokusér i stedet på det, du ønsker at opnå, f.eks.: "Jeg ønsker at skabe mere ro og balance i mit liv."
-
Gentag og integrér
Prøv at gøre din Sankalpa til en del af din dagligdag. Gentag den for dig selv under meditation, yoga, på en daglig gåtur eller andet. Jo mere du arbejder med den og gentager den, jo stærkere forankres intentionen i dit sind. Jo stærkere vil du også mærke den. Og også mærke om den rent faktisk er vigtig for dig.
-
Vær åben for processen
Husk, at Sankalpa handler om at finde glæde på vejen mod dit mål, ikke kun ved at nå i mål. Vær tålmodig og lad processen udvikle sig naturligt – de små skridt skaber store forandringer over tid.
Sankalpa kan bruges hele året
Jeg bruger Sankalpa som en fast del af mine daglige praksis hele året. Den vigtigste del af min praksis består af, at jeg kommunikerer højt med universet.
Når jeg lufter mine hunde så går jeg ofte og mumler lidt og takker for alt det gode i mit liv, for derefter at vende fokus mod alt det som jeg ønsker mere af i mit liv - som om det allerede er en del af alt det gode, jeg allerede har.
Mit fokus er meget på min egen indre tilstand; at jeg ønsker mig selv lykkelig, at jeg ønsker sundhed og velvære osv.
Vejen dertil viser sig oftest på måder jeg ikke selv kunne planlægge eller se. Derfor er tillid og åbenhed en vigtig del af det - og det handler om at tage imod det, som kommer uden forventninger eller uden nødvendigvis at styre processen. Det i sig selv er svært - men ikke umuligt - og meget givende.
Sankalpa behøver derfor ikke kun være knyttet til årsskiftet, men må meget gerne være noget som vi forsøger at implementere i vores daglige liv på fast basis.
Sankalpa og årstidernes energi
Foråret er ofte forbundet med handlekraft, mod og forandringer, mens vinteren giver os mulighed for refleksion og fordybelse.
Sankalpa passer perfekt til vinterenergien, hvor vi kan vende blikket indad og skabe klarhed omkring vores ønsker. Når forårets mere udadvendte og handlekraftige energi ankommer, er vi bedre rustet til at handle på vores intentioner.
Vinteren er ideel til at få skrevet alle sine ønsker ned og mærke ind i hvad der føles rigtigt og ikke mindst vigtigt for dig. Så brug gerne vinterens energi til at reflektere og notere ned hvad du ønsker for dig selv.
I min bog De 5 årstiders energi kan du finde mere inspiration til at forstå og arbejde med årstidernes energier.
Hvad giver dig energi og glæde?
Måske du kan bruge vinter-tiden til at reflektere, overveje og mærke ind i hvad der gør godt for dig og hvad der kunne gøre godt for dig i det kommende år.
Mærke hvad der giver dig energi og glæde. Mærke hvor du har brug for at lægge dine kræfter. Mærke årsagen til eventuelle behov for forandring. Og her kan vinter-energiens indadvendte natur være brugbar når vi kombinerer følelser og hjertets ønsker med refleksion.
For årsagen er langt mere essentiel end selve ønsket, selvom vi bestemt ikke må undervurdere ønsket. Ønsket er der jo af en årsag. Ofte må vi starte med ønsket for at finde ind til årsagen.
Nogle gange starter vi med ønsket, men finder undervejs årsagen, der ligger bag. Det er ofte vejen mod målet, der er mest givende, og Sankalpa hjælper os med at finde glæde i processen.
Kærligst,
Isabelle